Hans-Christian Davidsen Over 9000 mennesker gik ned med ét skib

(Bedømmelse 5 ud af 5)

Verdens største skibskatastrofe står ikke nævnt i Den Store Danske Encyklopædi.
9343 mennesker mistede livet ved katastrofen. Halvdelen af de omkomne var børn, resten hovedsageligt kvinder og gamle.
Det britiske luksuspassagerskib Titanic er til gengæld udførligt beskrevet. 1513 mennesker omkom ved dette forlis.
Misforholdet forekommer besynderligt.
Klokken 12.30 den 30. januar 1945 forlod lazaretskibet "Wilhelm Gustloff" Gotenhafen i Danzig-bugten. Mere end 10.000 mennesker var proppet om bord på skibet. Det højst tilladte antal var 2000 mennesker.
I vinteren 1944-45 var Den røde Hær rykket ind i Østpreussen. Med en knibtangsmanøvre fra Memel nordøst til Elbing i sydvest var godt 2,5 millioner tyskere spærret inde. Deres eneste mulighed var at flygte over det tilfrossede Frisches Haff og videre ad en smal landtange til Gotenhafen.
Herfra var der kun flugten over Østersøen tilbage - til sikre havne i vest. På kajen i Pillau ved Königsberg og i Gotenhafen stod tusindvis af mennesker i temperaturer på ned til 30 minusgrader og håbede på skibe, der kunne transportere dem vestpå. Først i allersidste øjeblik tillod nazisterne den østpreussiske befolkning at forlade deres hjem.
Da var det allerede for sent for mange. Og skibene var håbløst overfyldte.
"Den 30. januar gik det endelig løs, efter at vi i flere dage havde ventet på afgang. Vi var i en euforisk stemning. For os var "Gustloff" en sikker tilflugt", fortæller marinehjælperen Ursula Schulze i historikeren Guido Knopps "Die grosse Flucht" - bogen til ZDFs dokumentarserie om fordrivelsen af den tyske befolkning øst for Oder-Neisse samt Sudeterlandet.
Kahytter, korridorer, dæk, ja, selv det tømte svømmebassin var i brug, da "Gustloff" sejlede ud på den minerede Østersø.
Det havde aldrig været meningen med skibet. "Wilhelm Gustloff" løb af stabelen i Hamborg i 1937 og blev opkaldt efter en myrdet schweiziske nazileder. Før krigen brød ud, bragte "Wilhelm Gustloff" tusinder af feriererede arbejdere i Det tredje Rige til Middelhavet og de norske fjorde.
Kaptajnen var den 30. januar 1945 den 63-årige Heinrich Petersen. Overlevende vidner beskriver ham bagefter som "rystende nervøs". Stemningen mellem ham og første officer Reese var dårlig. Ved spidsen af tangen Hela skulle Heinrich Petersen træffe det skæbnesvangre valg:
- Skulle han tage dybsø-ruten nord om Stolp Banke og syd om Bornholm? En rute der havde den fordel at være mine-fri, men som ville være næsten umulig at redde passagererne i land fra, hvis "Wilhelm Gustloff" skulle blive ramt af en russisk ubåd.
- Eller skulle han tage ruten langs Pommerns kyst? En rute, der var befængt af russiske miner, men hvorfra passagererne ville kunne reddes i land til havnebyerne Stolpmünde, Kolberg eller Swinemünde.
Heinrich Petersen valgte den første rute med en hastighed på 12 sømil i timen. Orlogskaptajn Zahn anbefalede mindst 15 sømil i timen for at kunne undvige russiske ubåde.
Endnu mere alarmerende var, at "Wilhelm Gustloff" sejlede uden eskorte. Den tyske krigsmarine-historiker Cajus Bekker forklarer i sin bog "Ostsee - Deutsches Schicksal 1944-1945", at officerne fra ubådsflåden i Danzig-bugten ikke ville vente længere. De havde fået ordre til hurtigst muligt at rykke mod vest.
Ralph Wendt var stabslæge om bord på "Wilhelm Gustloff". Han beretter i Guido Knopps "Die grosse Flucht", hvordan skibet sejlede med positionslys. Han kunne ikke tro sine egne øjne:
"Jeg tænkte: Det kan ikke passe. At sejle i fjendens område med positionslys. Kaptajnerne tissede i deres egen seng ("Bettnässer")".
Manden, der fik over 9000 menneskeliv på sin samvittighed, hed Alexander Marinesco - kaptajnen på den sovjetiske ubåd S13, der skød kvinder, børn og gamle ned i det iskolde hav.
Men "Wilhelm Gustloff" var også et lazaretskib med soldater om bord - og derfor i krig et legitimt bytte. Marinesco var kaptajn på prøve og havde behov for at vise, hvad han duede til. S13 havde indtil den 30. januar haft begrænset succes.
Klokken 21.05 fik S13 den tyske flygtningetransport i periskopet. Ubåden lå på parallelkurs med "Wilhelm Gustloff" og lod tre torpedoer hamre ind i skroget på det tyske skib.
Den næste times tid udspillede sig scener, som forfulgte de cirka 1000 overlevende resten af livet.
Redningsbådene var for størstedelen ikke klargjort. De fleste var frosset fast. I den første redningsbåd, der gik i vandet, sad de tre kaptajner, beretter indskibningsofficer Hans-Joachim Elbrecht, som overlevede katastrofen.
Nogle af dem, der først omkom i det iskolde vand, var nogle af de første, der kom i redningsbådene.
"Jeg så, hvordan en redningsbåd blev sænket i vandet. Den venstre firetov løsnede sig pludseligt, mens det højre var frosset fast. Båden tippede i lodret position, hvorefter kvinder og små børn røg direkte ned i vandet. De havde ikke en chance", beretter marinehjælperen Inga Rothschild.
Om bord skreg børn på deres mødre. De uheldige, der befandt sig på promenadedækket, kunne se deres chance for at overleve på den anden side af glasset. Selv om der blev hamret løs, lykkedes det ingen at få slået hul på glasset. "Håndfladerne blev presset mod glasset i en sidste bøn om hjælp. Vi kunne intet gøre. Hvor forfærdeligt det var at se disse ansigter, kommer jeg aldrig til at kunne beskrive", fortæller en af de overlevende.
"De mennesker, der blev indhentet af vandet, simpelthen stivnede og døde på stedet", husker maskinisten Johann Smrczek.
Mennesker er værre end dyr, når det gælder kampen for at overleve, fortæller flere af de overlevende samstemmende. Når mennesker i redningsveste hagede sig fast i redningsbåde, hamrede de heldige, der sad i båden, på de nødstedtes fingre for at få dem til at give slip. Alle frygtede overvægten i de overfyldte både.
Imens gik "Gustloff" langsomt, men sikkert ned.
1239 skibbrudne blev reddet i land af tyske torpedofartøjer og redningsskibe fra Kolberg, Swinemünde og Sassnitz.
Over 33.000 flygninge fra Østpreussen omkom under redningsaktionerne over Østersøen. Men det lykkedes også at evakuere 2,5 millioner under kaotiske omstændigheder. "Sænkningen af "Gustloff" var ingen krigsforbrydelse. Vi havde ammunition og våben om bord, og der var tilmed soldater på skibet", erkender en af de overlevende, Wilfried Harthun fra det tidligere Gdingen.
"Wilhelm Gustloff" ligger endnu på havets bund cirka 150 kilometer øst for Bornholm. (Den store flugt)